SAGSFREMSTILLING DIFs APPELUDVALG

 

Danmarks Idræts-Forbund

Appeludvalget

Idrættens Hus

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

 

 

Århus den 31. maj 2006

 

Appeludvalget sag nr. 12/2005

Flemming Fisker Rasmussen og Ole de Paoli mod Aarhus Gymnastikforening af 1880.

 

Ovennævnte sag har nu været behandlet af Dansk Atletik Forbunds appeludvalg, jf. vedlagte kendelse af  11. maj 2006, og med henvisning til kendelsen skal vi herved appellere afgørelsen/sagen til behandling i DIFs appeludvalg.

 

Som det fremgår af kendelsen, har DAFs appeludvalg helt undladt at tage stilling til det, der for os er det helt primære og afgørende spørgsmål, nemlig, om der overhovedet har foreligget handlinger fra vores side, som med rimelighed har kunnet danne grundlag for, og legitimere, foreningens beslutning om at ekskludere os.

 

Såfremt DIFs appeludvalg, mod forventning, skulle indtage samme holdning, med kun at ville tage stilling til selve den formelle gennemførelse af eksklusionerne, ser vi selvsagt ikke nogen grund til at udvalget, eller vi, skal bruge tid på sagens substans, men i så fald beder vi om en klar bekræftelse på, at det ikke inden for DIFs eget system er muligt, at få behandlet og vurderet selve indholdet af, og baggrunden for, en sådan sag, og at den derfor, i givet fald kun kan overgives til politimæssig efterforskning eller til et civilt søgsmål.

 

Som det vil fremgå af sagens bilag, er kernen i hele denne sag, at foreningen/atletikafdelingen gennem en årrække har nægtet medlemmer indsigt i foreningens/atletikafdelingens økonomi, en økonomi som end ikke har været underkastet almindelig regnskabsaflæggelse og normal revision. Såfremt DAFs/DIFs appeludvalg ikke er i stand til at tage stilling til sådanne helt fundamentale idrætsretslige spørgsmål, kan vi ikke opfatte det anderledes end, at idrættens retssystem har spillet fallit.

 

Indtil det modsatte er bevist, nægter vi dog at tro på, at det ikke er muligt at få idrættens højeste instans til at gå ind i en sag, der grundlæggende drejer sig om, at foreningsmedlemmer fratages deres demokratiske og lovmæssige ret til at få indsigt i foreningens økonomiske forhold.

 

For en fuldstændigheds skyld skal anføres, at det af kendelsen fremgår, ”at begge parter ikke kunne tiltræde et forligsforslag”. Det er ikke korrekt. Appeludvalget tilbød på mødet den 14. marts 2006 at forsøge at fremkomme med en skitse til et forlig, hvilket AGFs repræsentanter omgående reagerede på ved totalt at afvise tanken om et forlig. Der var således slet ikke anledning for os til at tage stilling til et eventuelt forligsforslag, hvilket vi da under alle omstændigheder ville have været villige til at se på.

 

Udover at vi appellerer sagen i sit fulde omfang, appellerer vi derfor også, under alle omstændigheder, den behandling som sagen har fået i DAFs appeludvalg, herunder især det forhold, at appeludvalget overhovedet ikke har taget stilling til baggrunden for eksklusionen, men alene har taget stilling til formalia i fbm. selve gennemførelsen af eksklusionen.

 

Som det fremgår af kendelsen, er det DAFs appeludvalgs opfattelse, at eksklusionssagen er gennemført på en sådan måde, at udvalget finder, at eksklusionen er lovlig. I øvrigt en kendelse, som det har taget 1 år at nå frem til.

 

På den baggrund ønsker vi, under alle omstændigheder, at appellere Appeludvalgets afgørelse til DIFs appeludvalg fsva. det eneste, der er truffet afgørelse om, nemlig den formelle gennemførelse af eksklusionen, og det grundlag, hvorpå det er sket.

  

Som begrundelse herfor skal vi angive følgende:

 

1.

At DAFs appeludvalg i kendelsen giver udtryk for, at det forhold at der ikke har været gennemført en høring af de ekskluderede forud for eksklusionen, ikke ”gør eksklusionen ulovlig, idet  klagerne i hvert fald har haft lejlighed til at udtale sig på generalforsamlingen” (hvor eksklusionen blev stadfæstet).

 

2.

At afgørelsen på generalforsamlingen, om at stadfæste eksklusionen, alene blev truffet med simpelt flertal.

 

3.

At DAFs appeludvalg i kendelsen ikke har taget stilling overhovedet til selve sagens indhold, og uden nærmere begrundelse overhovedet gør gældende, at det ”ikke har mulighed for at tage stilling til berettigelsen af bestyrelsens og generalforsamlingens afgørelse”.

Ad. 1

Vi må på det bestemteste gøre gældende, at det, at vi har kunnet udtale os på generalforsamlingen, ikke på nogen måde kan sidestilles med en høring på et møde mellem os og foreningens ledelse forud for, at denne skal træffe afgørelse om eventuel eksklusion, et møde som det, under alle omstændigheder, længe havde været vores ønske at få, desværre uden held..

 

Om nødvendigt, skal vi gerne uddybe, hvorfor man umuligt kan sidestille disse to ting, men med DIFs krav om, at der skal gennemføres en sådan høring – jf. også erklæring af 6. februar 2006 fra DIFs juridiske konsulent, Mikael Friis Rasmussen – føler vi os ret overbevist om, at der ikke er behov for det (erklæringen vedlagt som bilag til DUPLIK).

Ad. 2

DIF anbefaler, at eksklusioner skal stadfæstes med 2/3 flertal. Desværre er det ikke et ufravigeligt krav, hvilket vel under alle omstændigheder ville være en rimelig beskyttelse mod rene urimeligheder, men sammenholdt med det faktum, at der ikke blev gennemført en høring, er det vores opfattelse, at det må tælle med i den samlede vurdering af, hvordan denne eksklusion er gennemført.

 

Eventuelle ændringer i AGFs vedtægter kan ligeledes vedtages med simpelt flertal, men skal bekræftes på yderligere en generalforsamling, og det er vel, om ikke et krav, så en almindelig foreningsretlig fremgangsmåde, at kravene til vedtagelse af eksklusion skal svare til kravene til vedtagelse af vedtægtsændringer.

Ad. 3

Det forekommer utroligt tyndt, at det blot erklæres, at udvalget ikke har mulighed for at tage stilling til berettigelsen af afgørelsen. Som det vil fremgå af sagens bilag, er sagen grundigt belyst og dokumenteret i et nok sjældent set omfang, og såfremt dette ikke var nok til at give udvalget ”mulighed for at tage stilling”, kunne man jo have udbedt sig yderligere oplysninger, eller stillet opklarende spørgsmål, hvilket ikke er sket.

Vi må derfor gøre gældende, at vores appel ikke er blevet realitetsbehandlet af DAFs appeludvalg.

 

Supplerende materiale

 

Med henvisning til bilag nr. 24 vedlægges retsudskrift af 19. august 2005 (bilag 89) samt brev af

8. september 2005 til AGFs hovedbestyrelse (bilag 89A).

 

Som yderligere dokumentation for de tvivlsomme økonomiske forhold i AGF vedlægges avisannonce vedr. atletikafdelingens 100 års jubilæum i 1996 samt regnskab for atletikafdelingen for samme år (bilag 90). Som det fremgår af annoncen skulle eventuelle pengegaver anvendes til afdelingens ungdomsarbejde. Det anslås, at der indkom kr. 30-40.000, men som det fremgår af regnskabet, er der ikke indtægtsført noget beløb overhovedet vedr. dette.

 

Der vedlægges desuden et indlæg, dateret maj 2006 (bilag 91), fra vores bisidder Georg Facius.

 

Vi vedlægger sagens øvrige bilag, og er, i givet fald, naturligvis til rådighed med yderligere oplysninger.

 

Rettidig modtagelse bedes venligst bekræftet.

  

Med venlig hilsen

Ole de Paoli     Flemming Fisker

 

 

======================================================================

 

Danmarks Idræts-Forbund

Appeludvalget

Idrættens Hus

Brøndby Stadion 20

2605 Brøndby

24. oktober 2006

 

 

Sag nr. 14/2006 - Fisker og Paoli mod Aarhus Gymnastikforening af 1880.

 

På vegne af Fisker og Paoli fremsendes hermed supplerende materiale vedr. sagen:

 

Personinfo (bilag nr. 92)

- med tilhørende bilag (bilag nr. 92A)

Jeg finder det væsentligt, at udvalget er velinformeret om personerne Fisker og Paoli og deres baggrund i AGF Atletik samt deres virke i og for klubben.

 

Liste over betænkelige transaktioner (bilag nr. 93)

- med tilhørende bilag (bilag nr. 94, 95 og 12)

Listen specificerer nogle af de forhold, som i væsentlig grad har været medvirkende til, at Fisker og Paoli, i deres egenskab af medlemmer, aktive udøvere, ledere og trænere, har stillet krav om at få belyst i rimeligt omfang. Som det i øvrigt fremgår af sagens akter, er de anførte forhold dog kun en begrænset del af den besynderlige og hemmelighedsfulde ”administration”, der har kendetegnet klubben i de seneste mange år.

 

E-mail af 24. oktober 2006

- fra den nuværende kasserer, og tidligere bestyrelsesmedlem, i AGF Atletik, Dan Hartmann (bilag nr. 96)

Som det fremgår ganske klart af denne mail, bekræfter Dan Hartmann, på en række væsentlige punkter, stort set alle de problemer, såvel som det besynderlige og betænkelige sagsforløb, som Fisker og Paoli hele tiden har forholdt sig kritiske og spørgende til, og det fremgår, at i hvert fald en del af den nuværende atletikbestyrelse er indstillet på, at den såkaldte støtteforening skal være en integreret del af atletikafdelingen, sådan som Fisker og Paoli hele tiden har krævet det, så der kan være den nødvendige demokratiske styring og den nødvendige indsigt med økonomien og med aktiviteterne.

 

Det kan vel næppe siges tydeligere, at Fisker og Paoli, i hvert fald overordnet, hele tiden har haft ret i deres kritik og utilfredshed.

Vidner

Som vidne vil vi gerne møde med Lars Svendsen, der som mangeårigt – nu tidligere - medlem af AGFs hovedbestyrelse, har et indgående kendskab til sagen og hele dens forløb, både indefra og udefra.

Sagsomkostninger

Som det fremgår af sagens akter mv. har der været tale om et endog meget omfattende arbejde i fbm. sagen, og jeg skal derfor påstå sagsøgerne tillagt sagsomkostninger efter gældende regler.

 

Venlig hilsen

Georg Facius

Bisidder

 

Materialet fremsendes i 7 eksemplarer.

 

 

=================================================

APPELSAG/DIF

 

FORELÆGGELSE

 

Dette er en højst ulykkelig sag, som kun er nået dertil, hvor den er nu, fordi AGFs ledelse ikke har kunnet, eller af uransagelige årsager ikke har villet, gøre et ærligt forsøg på at løse den interne konflikt, noget som jo må være en af de væsentligste opgaver for en foreningsledelse.

 

Det af os fremlagte bilagsmateriale er omfangsrigt og detaljeret, og det har det nødvendigvis måttet være, ikke mindst fordi AGF heller ikke under appelsagen har ønsket at bidrage med relevante informationer, men jeg skal prøve at sammenfatte indholdet og betydningen af det i nogle hovedpunkter.

 

Den totale lukkethed vi hele tiden har været oppe imod, har naturligvis gjort det svært for os, at fremskaffe dokumentation, hvilket sikkert også har været formålet med det. Ikke desto mindre har vi med det fremlagte materiale godtgjort uden for enhver tvivl, at AGFs og atletikafdelingens administration er et syndigt morads – TRANSAKTIONER (Bilag nr. 93) - derudover  HOVEDTEMAET  - MILLIONER.

 

Der har derfor, mildt sagt, været mere end skellig grund til, at to så erfarne og aktive idrætsledere som Fisker og Paoli har forsøgt at trænge til bunds i dette morads, som har berørt dem direkte i deres funktioner i AGF.

 

Når disse forsøg så bliver mødt med enhver form for modstand, fra ligegyldighed, passivitet og tavshed til ophidsede afvisninger og voldsom modstand og trusler, er det jo uundgåeligt, at der opstår uenighed og meningsudvekslinger og jo større modstand, jo kraftigere meningsudvekslinger.

 

Som en rød tråd gennem hele forløbet går, at AGF (og når jeg siger AGF, mener jeg bestyrelsen i atletikafdelingen og hovedbestyrelsen) – at AGF med næb og klør har kæmpet imod, at atletikafdelingens medlemmer, og for den sags skyld alle andre AGF medlemmer, skulle få nogen som helst information om, eller indsigt i, atletikafdelingens økonomi i sin helhed, og i den forbindelse sat sig helt ud over de foreningsdemokratiske spilleregler og foreningens egne love.

 

Det, mere end noget andet, er sagens kerne.

 

Vi har dokumenteret, at betydelige beløb enten er blevet overført fra atletikafdelingen, eller er gået direkte i, en kasse, som godt nok var hjemmehørende i atletikafdeling, men som hele tiden reelt har befundet sig uden for AGFs regnskab, og uden for demokratisk kontrol. Og når vi siger betydelige beløb, taler vi om millioner. I den årrække det har stået på, måske et tocifret millionbeløb. Det fremgår af en undersøgelse, som Jyllands-Posten offentliggjorde den 18. juni 2006 at alene deltagerbetalingen i århusianske motionsløb i 2005 androg i alt næsten 5,5 millioner

 

Denne kasse har haft skiftende navne, i en del år med AGF som en del af navnet, men i det seneste år har man med flere navneskifter lagt større og større afstand til AGF, til trods for, at det alene er medlemmer af atletikafdelingen og af andre AGF afdelinger, der har stået for de aktiviteter, der har genereret indtægterne.

Vi har dokumenteret, at denne kasse, og overførslerne dertil, har været etableret, uden nogensinde at være godkendt på en generalforsamling i atletikafdelingen, og derfor også uden nogensinde, at have fået etableret godkendte vedtægter, og det fremgår da også af materialet, at der har været nogle mislykkede forsøg på at få etableret sådanne vedtægter.

 

Det er endvidere dokumenteret, at der ikke på noget tidspunkt har været fremlagt reviderede regnskaber, hverken på atletikafdelingens generalforsamlinger, eller på hovedforeningens, ligesom det ikke har været muligt i øvrigt, at få sådanne at se. End ikke et mangeårigt medlem af hovedbestyrelsen, Lars Svendsen, har kunnet få indsigt i regnskaberne, til trods for at han gentagne gange har bedt om det.

 

På dette års hovedgeneralforsamling oplyste hovedbestyrelsen, at man nu har indgået en samarbejdsaftale med denne eksterne pengekasse, i øvrigt uden at redegøre for, hvad denne aftale går ud på. Så vidt er det altså kommet, at man nu er blevet nødt til at indgå en samarbejdsaftale med noget, der startede som en integreret del af atletikafdelingen, og det ligner jo en tanke, at det sker lige netop i det år, hvor de eksklusioner, som er afledt af hele dette mummespil, blev forelagt DAFs appeludvalg.

Det er hele dette bizarre forløb, denne foragt for foreningsdemokratiet og foreningens medlemmer, og denne næsten endeløse række af overtrædelser af love og regler, og hensynsløshed over for enhver form for god skik og brug, samt over for normale, fornuftige relationer mellem mennesker, som Fisker og Paoli har udtrykt deres utilfredshed med, og som de har forsøgt at få afdækket, vel at mærke alene ved at forsøge at bruge deres demokratiske rettigheder og muligheder, inden for de rammer som det foreningsretlige system afstikker.

 

Som det fremgår af materialet, er de igen og igen stødt på en uigennemtrængelig mur af tavshed, en tavshed som de end ikke har kunnet få, eller finde, nogen som helst fornuftig forklaring på. Det siger sig selv, at dette naturligvis har udløst en stærk følelse af afmagt og frustration.

 

Det har sikkert også været endog meget træls for atletikbestyrelse og hovedbestyrelse, gang på gang at skulle høre på den samme uimodsagte kritik og de samme ubesvarede spørgsmål, og det har været træls for de menige medlemmer gang på gang at skulle overvære dette, ikke mindst fordi de færreste medlemmer har haft nogen som helst mulighed for at se og forstå baggrunden – atletikafdelingen fik jo penge fra den hemmelige kasse hvert år, så hvad var så egentlig problemet.

 

Dertil kommer så, at Paoli på et tidspunkt modtog et trusselsbrev, rettet mod hans søn, fra den daværende formand for atletikafdelingen, et trusselsbrev som kun kan opfattes som et desperat forsøg på at tvinge Paoli og dermed også Fisker til tavshed. Som det fremgår af materialet-----retssag ----hovedbestyrelsen fandt ingen anledning til at reagere.

 

Som det ultimative forsøg på at lukke munden på Fisker og Paoli, så de ikke længere kunne kritisere eller stille spørgsmål, blev der så gennemført en eksklusion

 

Udover den lemfældige og arbitrære måde, som denne eksklusion blev gennemført på, sådan som det er dokumenteret i materialet, er det jo ikke en ukendt sag, at der i sådanne sammenhænge ofte gøres brug af såkaldt stemmekvæg, og det er i dag en generelt anerkendt tese, at der i demokratiske organisationer de facto opereres med to begreber: Formelt demokrati og reelt demokrati.

 

Et formelt demokrati, som, i sagens natur, kun eksisterer og fungerer, når alle formelle regler overholdes, og et reelt demokrati, hvor man under dække af de formelle regler udøver magtmisbrug, som strækker sig fra ikke at ville svare på relevante spørgsmål i relevante fora, over trusler mod spørgerne og til at gennemtvinge afgørelser på generalforsamlinger ved at true forsamlingen med, at hele bestyrelsen vil trække sig, såfremt forsamlingen ikke vil stemme for et bestemt forslag eller mod en bestemt person, sådan som AGFs hovedformand har praktiseret det.

 

Paoli og Fisker ville formodentlig have accepteret en afgørelse truffet på et formelt demokratisk grundlag, hvis ikke det var fordi AGF, i hele forløbet, selv har sat det formelle demokrati helt ud af kraft.

 

Formanden for  organisationen ”Play the Game”, en organisation der arbejder for at fremme demokrati, ytringsfrihed og gennemsigtighed i sportens verden, udtaler til Jyllands-Posten, den 25. oktober 2006 – citat: ”Vi kan ikke som samfund holde til, at en kæmpemæssig økonomisk sektor som idrætten bare udvikler sig uden hensyn til individernes rettigheder, skattebetaling og den lovgivning, som alle andre virksomheder og borgere må følge” – citat slut. Det seneste eksempel herpå, er afdækningen af de – åbenbart – mange sorte penge, ulovligt hazardspil, ulovlige reklamer for spil, og gigtmedicin ad libitum i dansk fodbold. Man betragter sig som en stat i staten, eller snarere en stat uden for staten.

 

Play the Game ville sikkert synes, at denne sag er et oplagt eksempel at tage fat på, og vi sætter vores lid til, at Appeludvalget kan se, at det er sådanne kritisable forhold, der er kernen i sagen, og at situationen er den, at der her er nogen, der bare  ikke stiltiende har villet acceptere denne udvikling.

 

Hvad angår selve grundlaget for eksklusionen skal jeg henvise til bilag 91 og den relaterede avisartikel, bilag 82. Når man studerer denne avisartikel, som af AGF er angivet som selve årsagen til eksklusionen, må det være klart for enhver, at AGF enten ikke har forstået teksten i artiklen, eller bevidst har forsøgt at uddrage noget af den, som ikke findes der, ved at lægge journalisten meninger og ord i munden på Paoli og Fisker. Som det fremgår af bilag 91, er der intet i denne avisartikel, der på nogen måde kan berettige til noget så ultimativt som eksklusion.

 

DAFs appeludvalg valgte alene at se på om formalia var opfyldt i fbm. selve eksklusionen, og undlod helt at vurdere baggrunden for eksklusionen. I princippet svarer det til, at udvalget ville have stadfæstet en eksklusion, som var begrundet med, at den pågældende var rødhåret, når blot formalia var overholdt.

 

Det kan næppe være formålet med idrættens retssystem, eller være i overensstemmelse med appeludvalgets kommissorium, men det var jo helt klart en nem løsning for udvalget. Det tog 1 år at få sagen behandlet og afgjort, hvilket må siges at være absolut skandaløst og helt i strid med appeludvalgets ide og formål, og som vi har påvist, var præmisserne som kendelsen bygger på, absolut ikke i orden.

 

På grundlag af denne forelæggelse, og på grundlag af de foreliggende sagsakter, samt ikke mindst på grundlag af, at der ikke foreligger nogen som helst dokumentation for, at Ole de Paoli og Flemming Fisker har skadet AGFs anseelse – tværtimod - skal jeg indstille til Appeludvalget, at eksklusionerne af dem kendes ubegrundede og dermed ugyldige.

 

3. November 2006

Georg Facius